Vadehavets landskab

Vadehavet er tidevandsområdet mellem Vadehavsøerne og fastlandet. Det er den længste strækning af sand- og mudderflader i verden og strækker sig fra Danmark til Holland.

Vadehavets historie starter efter forrige istid, hvor isen efterlod et bakket landskab, som i dag ses som den højtliggende 'geest'. Under sidste istid, hvor området var tørlagt, men ikke isdækket, aflejrede smeltevandsfloder sand og grus som en tyk dyne mellem bakkeøerne.

Da Nordsøområdet igen blev oversvømmet, bragte bølger sand tilbage mod kysten. Her lagde det sig som sandflader, der med tiden nåede en højde, hvor de sjældent blev oversvømmet. På de tørrere 'højsander' indvandrede klitplanter, og fygende sand kunne fanges mellem stænglerne. Således blev de første klitter dannet og dermed Vadehavsøerne.

Øernes placering afhænger af tidevandsforskellen. Der hvor den er størst, ligger tidevandsdybene tæt og der er ikke øer. I det danske Vadehav ligger dybene sådan, at der er plads til øerne Rømø, Mandø og Fanø, samt halvøen Skallingen.
Bag øerne ligger landskabet beskyttet for Nordsøens bølger. Store mængder af sand og ler bringes ind i lagunen ved hvert højvande og en del af det aflejres. På mudderfladerne filtrerer bunddyr vand og lerpartikler i deres søgen efter føde. De fine partikler går gennem dyrene og kommer ud som ekskrementer, hvis større kornstørrelse er vanskeligere for bølger og strøm at flytte. Bunddyrene har derfor stor betydning for, hvor robuste vadefladerne er overfor bølgernes nedbrydning.

På øernes østvendte sider og mellem bakkeøerne er marsken opstået ved at salttålende planter indvandrede på den højeste del af vaderne. Ved oversvømmelser opfanger planterne lerpartikler både på og mellem stænglerne og får dermed landet til at vokse i højden.

Marskområderne har tidligt tiltrukket mennesker, der bosatte sig på geesten og senere på kunstige forhøjninger. I middelalderen anlagdes de første diger i Tøndermarsken og i dag er de fleste marskområder inddiget, med Ho Bugt som eneste undtagelse. I nyere tid har uddybning af sejlrender og anlæggelse af dæmninger, yderligere forrykket den naturlige balance mellem Vadehavets nedbrydning og aflejring.

Forskere er forsigtigt optimistisk i forhold til om marsken kan følge med, når havet i fremtiden begynder at stige hurtigere. Vadehavets dynamik er meget kompleks og det er helt sikkert at landskabet ikke forbliver som vi kender det - nu.

Af
Ulrik Geldermann Lützen (Vadehavets Formidlerforum)
Søren Rask Jessen (Naturstyrelsen Ribe)

Oplev landskabet

  

Vis Oplev Vadehavets landskab på et større kort

Læs hele artiklen her...

  
Download artiklen her

Måske har du også lyst til at læse om...

   
 
SocialMedia