Marskens brug, natur & kultur

Marsken i det danske vadehavsområde er et dynamisk landskab, der igennem mange hundrede år har undergået store forandringer - både ved naturens og menneskets hånd.

"Havets gave" er marsken blevet kaldt. Født af Vadehavets dynamik, hvor tidevandet to gange i døgnet medbringer og aflejrer sedimenter, som med tiden danner nyt land. Marsken er kendetegnet ved sit flade, græsklædte landskab, der danner overgangen mellem den sandede geest i øst og vaden i vest.

Den havnære marsk er meget frugtbar og har tidligt tiltrukket mennesker der bosatte sig her. Flere steder langs kysten finder man spor efter bosættelser.

Den græsklædte marsk var velegnet til dyrehold. I 1600- og 1700-tallet bidrog handlen med stude til især Holland, betydeligt til bønderne i områdets indtægter. Nærheden til havet spillede en vigtig rolle, da den indtil sidste halvdel af 1800-tallet udgjorde en "naturlig" infrastruktur.  Det var, kort sagt, nemt at komme rundt. Det flade landskab var og er dog også sårbart overfor stormfloder.

Inspireret af friserne begyndte man derfor at bygge diger. De tidligste var lave sommerdiger, der kunne beskytte jorden mod det daglige højvande. Senere byggede man højere - såkaldte havdiger -, der også kunne holde vinterstormenes vandmasser ude af marsken.

Inddigningerne skabte dog problemer med bagvandet fra åerne, der løber gennem marsken. Sluser i digerne skulle sørge for åvandets passage ud gennem diget ved lavvande, men ved vedvarende højvande pga. storm måtte sluseportene forblive lukkede, og åerne gik i vinterperioden over deres bredder og oversvømmede landet bag digerne.

Omlægningen af landbruget fra studedrift til agerbrug betød øget interesse i at udnytte marskens jord mere effektivt. Derfor blev flere marskområder med tiden afvandet.

Marsken var indtil midten af det 20. århundrede kun opdyrket i meget begrænset omfang, da de flade græsarealer blev brugt til studefedning og høslet.

Opdyrkningen af marsken er sket fra 1950'erne til 1970'erne, hvor havre var den dominerende afgrøde, da den kunne bruges til foder og samtidig trives i fugtig jord. Desuden gjorde større traktorkraft det muligt at pløje den tunge marskjord op.

Omlægningen af landbruget fra store græsarealer til agerbrug gav imidlertid problemer med sandfygning, hvilket nogle steder stadig kan opleves i mindre omfang umiddelbart efter pløjning. Løsningen på problemet var læhegn og som oftest af grantræ.

Af
Anne Marie Overgaard (Museum Sønderjylland)
Klaus Melbye (Vadehavscentret)

Oplev marsken langs Vadehavet

  

Vis Oplev - Marskens brug på et større kort

Læs hele artiklen her...

  
Download artiklen her

Her kan du lære mere om brugen af vadehavets marsk

   
 
SocialMedia