Arkæologiens Vadehav

De fede marskenge er nøglen til forståelsen af Vadehavets rige arkæologi. De endeløse grønne vidder blev afgræsset af store dyreflokke. Det er baggrunden for, at Vadehavsegnene var tæt befolkede i ældre tid. Fremmede købmænd besejlede allerede i jernalderen Vadehavets kyster og bragte mange nye strømninger med sig.

Nordsøbassinet var i jægerstenalderen landfast med England, og mennesker jagede på de store flodsletter, som i dag ligger på havets bund. Igennem stenalderen steg havet, men de flade kystegne voksede med, hver gang tidevandet aflejrede frugtbart klæg-ler. Stenalderens bønder blev dog med tiden fordrevet af det stigende hav, og det tyder på, at marskdannelsen først tog rigtig fart i bronzealderen.

imageText

Marskengene gav grobund for et stort dyrehold, som kunne ernære mange mennesker. I det danske Vadehav synes bønderne i jernalderen altid at have bosat sig hvor marsken møder det tørre, lidt højere land (geesten).

I den ældste del af jernalderen var gårdene beskedne langhuse, omkring 5 m brede og 10-15 m lange. Gårdene var stråtækte og bygget af træ og med lerklinede vægge, med de bærende stolper gravet ned i jorden. Gårdene lå spredt i landskabet - nogle som enkeltgårde, mens andre kan have indgået i en spredt landsbystruktur.

Marskgårdene voksede i størrelse igennem jernalderen og omkring 200 e. Kr. konstrueres husenes vægge og gårdenes hegn af jordgravet tømmer. Gårdene var ofte omgivet af hegnsbygninger, som kan have været hølader. Hovedbygningerne kunne nu være over 50 m lange, og på landsbytofterne findes ofte små nedgravede arbejdshytter (grubehuse).

Jernalderens stormænd har behersket større eller mindre landområder langs Vadehavet.  Samtidig besejlede fremmede købmænd det danske Vadehav, og et vrag fundet langt oppe ad Kongeåen, viser at skibsbyggeriet var højt udviklet.

Omkring år 700 e. Kr. grundlagdes Ribe som en  markedsplads ved åen. De fleste tilrejsende købmænd var kristne og ved 800-tallets midte fik missionæren Ansgar kongelig tilladelse til at rejse en kirke, som stod på stedet i 100 år, før Danmarks officielle overgang til kristendommen.

Igennem jernalder og vikingetid voksede marskarealerne. I Ballum og Tønder flyttede bønderne ud i marsken og bosatte sig på kunstige forhøjninger (værfter). Stormfloder var ikke almindelige før 1300-tallet, men herefter forekom de jævnligt og har kostet mange liv og ført til opgivelse af tidligere værfter og landsbyer.

I middelalder og nyere tid var marskegnene også tæt bebyggede. Gårdene udviklede sig til bindingsværksbygninger, som der endnu i 1900-tallet stod mange af i marsklandsbyerne. Allerede fra 1600-tallet rejste bønderne grundmurede bygninger af klægsten, som endnu pryder de ældste gårdes murværk.

Af
Morten Søvsø (Sydvestjyske Museer)
Lene B. Frandsen (Museet for Varde By og Omegn)

Oplev Vadehavets arkæologi

  

Vis Oplev - Arkæologien på et større kort

Læs hele artiklen her...

  
Download artiklen her
 
SocialMedia